At flyve selvom ens kære vinger er brækkede,
selvom ens sjæl er død.
Åh den dag jeg får min hævn,
hævnen den bliver sød.

Du Eline,
díg jeg kender.
Mine blåsorte fjer,
lig med dit hår.
Dette bringer mange minder,
fra tidens sår.

Hvor er du blevet stor,
Eline.
Kom kun her til mig.
Ved dine fødder bliver jeg et barn,
ved dine ord for sig.

Jeg fløj over dine venner,
som den jeg ikke er.
Mine øjne blev blanke der.
De syntes jeg er sær?

Specielt den lyshårede,
jeg vil tænke,
kan ikke lide mig.

Hun menneskelighedens frygt sig lænke,
men jeg skræmte ikke

dig,

Med mit gule næb jeg ville snakke,
men jeg kunne ikke.
Istedet fløj jeg over dødningebakke,
sorgen mig stikke.

Kære Eline hvem var den mand
hvis handlinger var dit bud?
Bliver han den som heldig er, og får dig som brud?

Og hvad med din moster du skræppede om,
er hún dig ikke sød?
Kom kun hen til mig,
Eline.
Mærk mit hjertes glød.

Nu flyver jeg på nattehimlen,
uden noget mod.
Et barn jeg har lagt og lænket,
for din højre fod.

(Dette var en skoleopgave hvor jeg skulle skygge ravnen, men det blev et digt istedet.)