De vredes skrig
Fuglenes flakken
Syndernes fremkaldelse
Og hjertets eksplosion

Det banker inde i mig
jeg vil ud
Sølvskikkelser smyger sig om mit hjerte

Kærlighed
du er så langt væk
Du som mangler hos de brændende børn
Forlad os aldrig og fyld de fortabte
Giv ikke op når folk skilles
Kæmp i din egen lyksalige skønhed
med at bevare din gamle mission
skønt rynker har sat sig på dine folder
og dine røde farver er falmet.

Dine klæder kradser mod min hud,
og din pushupbh gør ondt mod mit bryst og hjerte.
Din mascara skærer i mine øjne,
og dine huller i ørerne smerter endnu.

Jeg er nattens droning som river i dit hår når du er halvvejs gennem drømmeland.
Jeg er skyggerne der falder sådan at du ikke kan sove.
Jeg er den agtpågivende regn der hvisler i mørket,
og stemmerne i dit hoved.
Jeg er et usselt væsen der banker på dit vindue
og bliver ved indtil du tænder lyset.
Jeg er svedpletterne på dit tøj,
lusene i din dyne
og natsværmeren der flakser i mørket.

Mens læren tror du pjækker,
og kammeraterne ikke fatter en pind,
raser jeg over at du - når lyset er der -
frit kan sove ind.

Stirrende blikke,
smilende øjne,
“Hvor er du smuk”
Alene,
smuk og alene.
I glemte detaljen som er kæmpestor.
Man kan lugte det og smage det
råddenskaben
som en mælk ingen gider smide ud eller pakke væk,
der bare står og vejrer i luften og bliver mere og mere bitter.
Det er den måde de går
den måde de hilser.
Evigt søgende efter kærlighed.
DET er den måde deres tøj ser ud
Det er den svagt bitresøde lugt
Det er deres velovervejede ord
som kommer langsomt.
Har de aldrig talt med nogen?
Det er deres gamle sprog
der forsømmer alle som ikke er adelige
og det er deres tomme maver.
Deres tynde usunde kroppe
Deres poser under øjnene
Det lugter.
Satans meget.

Tag toget med mig til ingensmandsland. / Hvor alting er i en farve / Kom nu, det er denne vej / Til total underkastelse/ Tag med mig til ingenmandsland/ Kun denne ene gang skal vi dø/ Kun denne ene gang skal vi miste /

JA FOLK BRÆNDER BÅDE I KROP OG SJÆL, OG SÆTTER ILD TIL ALT DER RØR SIG

DE SÆTTER ILD TIL DET SKRALD VISSE MENNESKER TROR DE ER OG FOGH SIGER DET ER ‘PROBLEMATISERENDE’

MEN DET ER MERE END DET
DET ER BØRN, FOGH OG THORNING!
DER MED KROP OG SJÆL KASTER SIG UD OVER AFGRUNDEN
FORDI DE IKKE KENDER TIL ANDET

DET ER UNGE,
PIA OG BENT BENDTSEN!
SOM LEVER OP TIL JERES FUCKING FORDOMME
OG GIVER SIG UD FOR AT VÆRE DEM I TROR DE ER

BARE FOR AT FÅ DEN MINDSTE RESPEKT
HVEM ER I,
DER BARE KASTER BØRN VÆK
FORDI DE OPFØRER SIG KRIMINELT?

DET ER
JERES BØRN
GUDS BØRN
DANMARKS BØRN
DER SMIDER BROSTEN PÅ JERES FACISTISKE ATTITUDE

DET ER ALLE
DER SKRIGER I KOR
UDEN TODELTE SUPRANSTEMMER MEN MED VANVID
MENS I SER FUCKING HVEM VIL VÆRE MILLIONÆR
OG ÆDER CHOCOLADE

DET ER JER SOM HAR ANSVARET
DET ER ALLE
DER SENDER VREDE BLIKKE
DET ER ALLE
DET ER IKKE KUN MUSLIMSKE BØRN

JEG SKRIGER OGSÅ
JEG SKRIGER IKKE FORDI AT I ER KRÆNKENDE
MEN FORDI VI HAR EN NORMALISERING IGANG DER ER SÅ SLÅENDE RÅDDEN OG KLAM
AT ALLE DER ER DET MINDSTE ANDERLEDES BLIVER UDSTØDT.

DET ER ALLE
DET GÆLDER OGSÅ MIG
DET ER ALLE
OG ALLE GÆLDER OGSÅ DIG.

MÅ JEG LÅNE DIN KROP AT GEMME MIG I INDTIL ALT ÅNDER FRED?
Kirken er ikke et sted hvor jeg kan hvile,
ej heller ikke i den mørke nat.
Men hvis jeg bare var en anden.

I mine mareridt tilgiver jeg dig, og vi bliver venner igen ligesom i gamle dage.
Kvalmende og svedende, skrigende og vred vågner jeg op, for det er ikke sandt.
Jeg blev mere voksen da jeg mistede dig.
JEG
HADER
DIG
HELT EKSTREMT.

Ikke for de stunder vi har grint, men fordi jeg netop har grint med dig. Du har altid været kold som is, hvorfor kan folk ikke fatte det?
Jeg var barnelig og dum, og du var pisse ligeglad.
Nu har jeg mistet dig, nu er jeg blevet klogere.
Jeg har mistet hele fantasien, den ligger i mit gamle fritidshjem og summer, koger og syder - når jeg går derned kan jeg mærke den endnu, og går to år tilbage, nej tre. Det hele var nyt og smukt.

Jeg savner ikke díg, jeg savner tiden.

Mig og Ana tåger. =D VI HAR DET SJOVT, VI HAR DET SJOVT….