Mit skrivebord er levende , levende, og en dag æder det mig.

Som lamper ,der lyser livet ud af sig selv, kysser i hinanden.

Tankerne kradser i hovedbunden.

Suger og suger. Energi. Energi.

Tingene løber væk fra mig.

Gulvet braser sammen under mine fødder.

Jeg forsøger at holde fast i bordet, og mærker at min krop stivner, vredet af led i en bevægelse

foran bordet.

Papirer flyver om mine ører,

altimens en ensom saxofon skærer sig vej igennem hjernemassen.

Det er lige her, lige her i en storm indendørs,

at du kommer ind med pigens kys brændt ind i din hud,

og rædslen i dit ansigt.

Mit skrivebord er levende
en dag æder det mig
æder det mig

Som lamper der lyser livet ud af sig selv
kysser i hinanden
billeder kradser i hovedbunden

Jeg kan meget lidt matematik
men facit er at du fylder for meget i mit hoved
skønt jeg knapt ved hvem du er mere
Jeg kan meget lidt geografi
men du er over det hele
I alle skilte
steder og veje gemmer du dig
jeg venter altid på at møde dig
Jeg kan lidt historie
og ved at den slags er sket
hundrede gange
men det er ikke almindeligt
På ingen måde almindeligt at elske
Du må ikke tro jeg er uintelligent
bare ikke parat til at give slip
på dig
på dit smil
på din tilgang til livet

gaden mister endnu et lyst vindue
sænkede parader
sang fra en hvid måne
hende som er på vej hjem
med ansigtmaling, og alkohol i blodet
den gamle mand der hvæser for sig selv
under en lygte
det er døren der langsomt lukkes af hvide knoer
og et gardin som trækkes for
det er store blå øjne
der ikke ved hvornår de lukkes

for aktivist stinker.

og jeg har aldrig været så negativ som jeg er i dette sekund

det er overvældende irriterrende.

hvorfor bliver aftnerne så mørke?
hvorfor er jeg så kællingesur?
hvorfor er sne hvid (det står på pakken med småt?)