Jeg går ned af gaden, med våben og støj. Jeg ved hvor jeg kan finde dig. I bygningen med trin som pistolskud. Jeg banker på. Du lukker op. Glasskår. Jeg omfavner dig. Du åbner dine arme. Vi står lidt og sunder os. Det hele er komplekst. Fuldstændig bizart. Men natten til igår hører ikke til natten idag, og er snart. Den overfalder mig. Den griber dine vinger. Vi er et os fra en cigaret. Men det er ikke kærlighed. Det er ikke smil. Det er hulk, og gale vendinger. Det er halve sætninger. Det er kaffe, cigaretter. Det er snavset tøj. Det er fedtet hår. Det er store øjne, og små fortielser. Det er sandhed uden fokus på konsekvens, og jeg sidder med dine arme, og din stemme.Som at gå under vandet.
“Fortæl míg en historie.” Hvisker jeg i sofaen. Og du stryger mig over håret. Du siger, at det kan du da ikke.
“Fortæl mig en historie!”
“Jamen….”
“Vil du ikke nok?!”
“Hvad skal den handle om?”
“… Det du syntes.”
“Hvad er klokken?”
“Den er mange… Fortæl nu bare noget.”
“Engang var der et stort sort univers.. “
Jeg forsvinder. Der var et stort sort univers, men så en dag, begyndte mørket at blive mindre. Det var simpelthen som om det forsvandt, og tilsidst var der kun det tomme intet. Det tomme intet blev samlet, og dannede en kugle. Det var en planet. Men ingenting kunne der gro på den, eller være på den. Så kom mørket tilbage, for nu var der jo plads, og lyset fra intetheden strømmede igennem de sorte farver, og dannede nye.
Et øde sted med sprudlende farver og former. Tag mig med.

Kommentarer(0)