Det er en af de dage, hvor solen er min ven. Tågen har bredt sig som en dyne over græsset. Jeg er ikke vågnet endnu, og vågner sikkert heller ikke før imorgen. Alligevel er det hvidt og lyst, og jeg smiler stille, udmattet. Der er kampe i luften. Der er fodspor på asfalten fra igår. Jeg skal lave lektier, motionere, drikke te og skrive.

Det er ikke så svært.

Det er søndag, det er den dag hvor en gud sov, og jeg tænker uden omtanke, og jeg slynger ord ud i vejsidegrøfter, rendesten, og kloarkeringer. Det er sådan det går til. Og barnestemmer griner og smiler, på den hvide strand, med de stolte bølger. Havet. Stranden. Endeløse kaskader af sand, sten, vand og rolig sang.
Hvornår bliver det forår
igen?

NÅR VERDEN LIGNER EN ORKAN I MODVIND

Jeg er mildest talt ikke i humør til at skrive denne blog. hvorfor gøre det? Sikke en tvangsneurose. ARRRGGGHHH.

Jeg har alt for mange lektier for til at tænke ud over dem. Begrav mig i disse saftens tal og tid og jeg skal komme efter dig.

Glem kommaerne idag
Glem smilene idag

FOR DANMARK det ligner en svømmehal med strømsvigt, og er sort som mit humør. Jeg kan ikke tænke tænke. tiktaktiktak - uret slår tiden går det er dig der er forvirret.

“HVORFOR HAR DU IKKE EN STRUKTUR PÅ DIT LIV?”

- jeg ved ikke hvilket syn du har på mit liv, skat, men der er intet - absolut intet der hedder struktur.

Murene i min værelse er stærkt tiltrukkede af hinanden. Jeg må ud herfra inden jeg dør. Jeg skriger så der er gennemtræk.

Hvem sagde:” keep it simple? ” Hvem sagde :”Du må ikke græde mer, jeg er jo lige her?!” Hvem sagde :”AK DU ER FORVIRRET”

Var, var var?

Fuck det. Jeg er ligeglad. Ingen er her. Og intet er simpelt bortset fra audreyhepburns aflagte beklædningsgenstande.

det er regnvejr. jeg er sur. jeg er motionstrængende. jeg er stresset.

og dog
og dog
forekommer det hele så skide hamrende komisk
så ligegyldigt
folk sulter
jeg sidder og whiner over en franskaflevering og diverse skitzofreniske piktal.

Det er jo så……………………….evnesvagt.

GIV MIG TID TIL AT TÆNKE ANDET
END DET JEG SKAL

Det er sjovt, som mennesker er forskellige. Alle de digte jeg foragter mig selv mest for, har en lige rost til skyerne, som om jeg var en fucking niels bohr på coke. Det er jo herligt. Det gør mig glad. Astrid gør mig glad. Regnen gør mig glad. På en endeløs måde. Jeg er både glad og ligeglad. Snart skal jeg foretage et telefonopkald fra en der gør mig glad. Jeg er glad, ser det ud til. Mine lektier er hurtigt lavet, hvis jeg ellers kunne styre mig og gå igang. Men det er svært når man har kys og klaverer i hovedet. Og mennesker i hjertet. Og kærlighed og musik i maven.

- jeg må hellere finde noget te.

Jeg vil finde dit univers blandt de tusinde tankestreger der fældes i skoven. Jeg vil høre om stjernerne, graven, himmelen, havet. Jeg vil trøste dig hvis du begår en fejl. Du må fortælle alt
det du ikke kan. Du må fortælle alt du kan. Jeg skal nok lade være med at vide bedre. Jeg ved nemlig ingenting. Vis mig dine ord på en tallerken, dine øjne på et blankt papir. Vi kan kalde dig mr.mr og gynge op i himlen. Så skulle det være regnvejr og solskin på samme tid. Så skulle det være nat og dag i to kontrastformer. Vi kunne vælge dem begge.

Så må du se mit tørrestativ med øjne på stilke. Du må se mine væskende sår. Du må se mine smil når de er ægte. Du må se mig som jeg ser dig og omvendt. Men først må jeg lede efter din tankestreg, i det sorte rum uden vægt.

Lad os synge med havet