Utopia
Kommentarer(0) Man kan se de blinkende dråber gennemvæde bladene, og tordenvejret rase over byen.
Der er et væld af mennesker med, og tusinde fodspor sættes på samme kantsten. Så hurtigt, er de væk igen. Så hurtigt, trådte de over disse fliser, og der går år, flere år. Tusinde år. Tilsidst vil der være en rest af hver et menneske på fliserne, eller blot en del af verdens mennesker. Fliserne ville være et aftryk af menneskeheden, og om millioner af år finder man disse brudstykker af liv, i et krater.
Måske har vi trådt på præcis samme flise engang, i præcist samme fodspor. De er blevet til et efterhånden som regnen visker dem ud. Hun forsøger at smile indtil da. Vi har alle trådt i samme fodspor, måske er der en enkelt sten, hvor kun vi har trådt. Hvor kun vi, har gået. Hvor kun vi, har følt.
Og alle stirrede på hinanden. Rystende hænder. For hvad skal man se , når der er mere end øjet aner? Hvad skal man føle, når undergrunden kollapser. Fremtid. Nutid. Tidsløst. Livsløst . Langsomt går vi. Hver sin retning. Vi betragter det vi ser.
Skal vi føle det vi ser? Skal vi lade en anden være betragteren? Skal vi kysse hinanden, eller stirre? Hvad skal vi gøre i denne verden fyldt med frygt. Frygt og fravær og gensidig varme. En søgen. Hun er træt af at betragte. Hun slår igen hver eneste gang spejlet viser de tomme øjne. Bølger i hendes krop, de fosser i blodet, og hun skriger. Hun skriger, og maven trækker sig sammen. Indholdet fosser ud. Stemmens toneleje skifter, og bliver mere og mere hæs. Indtil der ikke er mere, der ikke sidder mere. Hun rejser sig op, og ser. Hun ser. Hun hører. Hun fyldes med støj. Hænder der finder vej gennem tykke væv af løgne, og trækker en krop ud fra fosterland. Fra landet uden navn.
Hænder der flår i hendes løse led, og lægger hende ned på flisen. De lange hår flyder i alle retninger, mellem murstensrevnerne. Natten falder på. Hænder der slipper, der går i selvsamme øjeblik. Øjne der åbnes, og viser. Klokken er otte.
