Det er en lille pige der er spærret inde i sit eget fængsel. Et fængsel af frygt. Med tårne rundt om sig som ligtorne, for hun kan ikke gå uden at gyse. Hun kan ikke stå stille uden at gå i et med væggen. Spejlsalen. Det er der hun bor. Så hun straks kan se, hvis der er et hår der stikker ud fra hendes stramt siddende frisure. Når solen skinner ind på de tusinde billeder med samme motiv, reflekteres de i hinanden, som små kærlighedsbørn der elsker.
Det er i sådanne øjeblikke at den lille pige længes efter at se andet end sig selv, og prøve at være en del af noget. Hvad som helst. Et sæbekasseløb, en der deler en smøg med hende, en læsegruppe. Hvilket som helst, hvor som helst. Blot at se ind i andres øjne. Det stikker i hendes. Vandet løber ligeså stille længere ned på hendes hals. Det svier. Hun er ikke vant med det.
Og en dag, når vi mindst venter det, smadres disse spejle et for et, mens tusinde angste skrig står ud fra hendes strube, og hendes blodige hænder slår og slår - På sit eget spejlbillede. Og hendes øjne ser og ser mere end nogensinde, og hun stiger ud af sin verden, og ind i vores. Og hendes mund smiler og smiler før første gang. Hun er født til at leve. Igen.
Så kommer der en og deler en smøg med hende. De får øjnkontakt.
Hendes arrede hænder bløder ned på det hvide farvepapir.
Han smiler og spørger om det har været en hård dag. Hans øjne søger nærmest hendes med en sådan magt, at hendes øjne løber i vand. Magnetiske kræfter spiller ind. Hendes hår sidder af helvedes til. Han har aldrig set noget smukkere. Hun græder. Han lægger tøvende en hånd på hendes tynde tynde skulder, og holder om hende. Skrøbelig krop. Han smider smøgen på jorden, og hun trækker sig ud fra hans greb. Lukker øjnene og sukker stille. Smøgens glød brænder stille ned i ukrudtet mellem de to revner i fortovene. Hun kigger på ham igen, med alt sin magt. Indprenter hans øjne, pupiler, de trætte træk rundt om hans ansigt, og hans ubarberede kinder.

Så , i et ryk får en længsel overtaget , og hendes ben løber. Løber væk. Væk. Væk. Klirrende glasskår står om hende, da de ikke længere kan holde sig fast i hendes tøj.

How can it be so good
when it seems so wrong?

Go away go away.

——
Vi er i krig.
Jeg sad vedsiden af en krig i toget
han var skaldet og havde sixpack
Han flirtede fra sit sæde
og snakkede om afghanistan med et lys i øjnene.
Han skulle nok affinde sig med kulturen
det var jo bare ham og kammeraterne.
Jeg havde lyst til at tage hans hoved ,
se ham dybt i øjnene.
Hviske :”Lad være. Lad nu være. Du dør indeni. Det er krig, min ven. Det er ikke et eventyr. Måske dør dine kammerater. Du får svært ved at tale om det når du kommer hjem, for der er ingen som kommer til at opleve det du gør. Nobody. Lad nu være. Jeg kan se det på dig. Det der eventyr. Den der længsel. Lad være. Det er krig. Du bliver måske ramt af et skud
trampet på. Måske bliver du tilsølet i dine egne kammeraters blod. Lad nu være. Lad være. Du virker så ung. Så smuk. Så elskværdig. Lad nu være. Flygt mens du kan. “‘
Men det gjorde jeg ikke.
Jeg stillede mine kritiske spørgsmål, som han havde hørt tres gange før, og specialiseret sig i at svare engageret på.
Jeg smilede fra mit sæde
og måske lidt tilbage.
kvalme
Jeg sugede til mig.
Jeg granskede hans ansigt, fordi jeg ikke så det igen uanset hvad.

Soldat
du må ikke dø i en krig
for ingenting
Du må ikke blive morder
du må ikke skyde folk så de dør
Du virkede så flink i det tog
som om du skulle ud på en rejse uden din mor
Du virkede så ung i det tog
måske nok egentligt yngre end mig
Hvor gammel var du?
18? 19? 20?
Soldat
jeg er 15 år
Lad være med at gå i krig
lad være med at føre andre i krig
Soldat
du hører ikke på mig
Når efteråret kommer er du i krig
i Afghanistan med dine kammerater
og så er det skæbnen der bestemmer
om du ser ung ud næste gang jeg ser dig
i dét tog.

higher and high dreams on fire.

Jeg hader hader hader hader når kærlighed bliver savn
og det flyder sammen til en stor bølge af tristhed.

Tal i store mængder
kaffe i store mængder
Bliver man voksen, da?

Du tøver.
Du er bange.
Livet er et puslespil.
Eller..
en bølge på vandet man surfer på.

Du er nødt til at sige sandheden.

som altid som ingenting
en buket spørgsmål fra et badeforhæng
samler sig i en klump som kastes ud i det blå univers
en varme der bredes og bliver ved
øjne der kærligt ser på hinanden
hvad er rigtigt og forkert?
for han vil altid være ensom
og hun vil altid mangle tro
han vil altid tro på hende
og hun vil altid synes han er alt andet end ensom

det er grænseland
det er vanvid
fyrværkerismil
paîs selênes
Luna filia
- månens datter.
Eller et telt som frakke
hun tvivler
paîs selênes tvivler

der er meget der skal nås før solen går ned

Der er en vred pige på et fortov
i en ligusterby
Der sidder under en stjernehimmel
og finder ly
Her er livet en linedans på kantsten
og ellers bare på en sten

By
blinkende lygter
Som på film og omvendt
Blinkende lys
alarmcentral, stille katedral
det hele ender jo alligevel med
lys.

I hvilket som helst omfang
det er ikke tvang at leve.
Man kan bare holde op.
Det er ikke tvang når hun kysser hans læber
i en hæsblæsende trafikprop
og føler at hun lever
som på film og omvendt
og vender(vænner) sig til evige klichéer
om sine egne syge idéer
vender sig til evige klichéer
om irakere
løkke
og moskeer
råber og skriger

Det hele ender jo alligevel med lys.

Han savner. Det siger han. Men hun tvivler. Sind tvivler på krop. De er ikke to sider af samme sag, men to sager på samme side. Hvis han var her nu, ville himmelen falde ned, og de ville være en hel person, som kun to halve kan være det. Men hun sidder i et røget rum, lang væk fra alting, og hører tusinde børns skuffede skrig.
Hun forstår ikke hvorfor de har placeret hendes krop her, når hendes sind er hos ham.
Det er et hungrende øje, der kigger på savlende børn. En krop der er delt mellem sind, og en vrede. En følelse af at blive uretfærdigt behandlet. Af indelukkede ord.
Hun føler ham så tæt på, og om natten sker det, at de drømmer om hinanden på samme tid. Men de drømmer forbi hinanden, deres ord kommer aldrig igennem den tætte tåge. Det er som at løse ligninger i matematik, der bare aldrig går op. Aldrig nogensinde.

Den dag de mødes begynder et nyt liv, og hun vil slippe sig selv, mørkebarnet. De har aftalt, og gået imøde, men lyn og torden standsede dem. De råbte og skreg, gennem væggene, der dæmpede alt. Umuligt at høre.

Og alligevel ved de at de kender hinanden bedre end nogen i hele verden.

Hold kæft hun stirrede på os. Hendes øjne var sure og matte. Jeg havde lyst til at gå over og give hende et kram. Hendes hage var højt hævet, og fingrene vred sig om de sprækkede føtexposer. Hun fulgte hvert et kærtegn med en sådan afsky, at jeg tilsidst måtte slippe dig. Det var som at blive set på i et akvarium. 
Så kom min bus og hentede mig, og jeg sov roligt hele vejen hjem. Jeg ville ønske jeg havde givet hende det kram. Hun manglede det. Uretfærdighed formede hendes læber. Hendes kinder. Hendes øjnbryn. Jeg ville ønske for hende. Det var solskin den dag. Jeg sad i en solstråle hele vejen hjem, ved siden af et stille menneske der blinkede usikker hver gang jeg flyttede på mig.

—-

Der er poesi i alting. Alting er poesi.

Jeg forsvinder i dine ord. De er lette, men drilske. Alt forsvinder i samme øjeblik det bliver lyst.

I nat drømte jeg at jeg ville fortælle noget meget vigtigt, men hver gang jeg sagde noget, kom der blot tal ud. 

Det endte med at jeg slog mig selv ihjel, ved at skære min tunge over.

verden lukkes ned i en kuffert
og kastes ud i det blanke univers
fyld det ud
fyld det ud
Tomrum
fyld mig ud med fyld
og ikke luft
at jeg ikke lever
Jeg er bange
og solen er blevet pakket inde i en kuffert
Sammen med månen
og livet

Pak mig ud
pak livet ud
pak månen ud
pak solen ud
pak jorden ud
Som en gave
og sig tak
smil.¨

—
Sig tak til livet
jorden og månen,
og put gavebånd på mig igen
og byt mig i Fakta
For mit smil er flækket
på min porcelænshud
—
Somme tider når hun sang, trak de guirlander ud af munden på hende.
Somme tider, når han smilte, følte hun en trang til at pakke det smil op, og se hvad der gemte sig indeni.
Somme tider, når solen skinnede på månen, følte månen sig som en markeret skuespillerinde i premierens skær, en midnatsblå aften.

Det er de sekunder vi ikke må glemme. Dem hvor vi kan mærke, at livet kan pakkes op. Og pakkes op. Og pakkes op.

Der hvor vi tror på, at der er mere end flot gavepapir.