Der var engang en utroligt grim gammel dame ved navn Ursula. Hun var Kirkesangerinde i en kirke lidt uden for Rødding, og nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ kan De vel regne ud at det lille lokalsamfund var bønder , som i sæbekassebiler og køer. Ursula sang til alle lejligheder, begravelser, bryllupper, barnedÃ¥b, og fastelavn, og trods hendes falske stemmeleje, og hendes dÃ¥rlige Ã¥nde, holdte folk nu engang meget af at der var nogen der sang, og sÃ¥dan er det vidst alle steder. En dag kom Ursula halsende hjem efter 1 begravelse, og satte sig ned i sin sofa, og kiggede op i loftet. Der gik lidt tid. SÃ¥ begyndte det at rase og ruske i hendes hoved. Her sidder vi sÃ¥, tænkte hun, her sidder vi sÃ¥, men med hvad? Med knuste drømme, og herrens ord i lommen. Hvor er min mand? Hvor er min kat? Hvor er alt det jeg skulle have opnÃ¥et? Jeg er blot en simpel kirkesanger, men hvorfor er lykken ikke kommet mig til gode? SÃ¥ tav hun, det kunne jo være at gud lyttede med, og Ursula ville helst have at ingen lyttede, hun havde aldrig tænkt sÃ¥ langt. Dengang jeg var ung og smuk, fortsatte hun, drømte jeg om at blive superhelt, ligesom bat-man og cat-woman, og jokeren! Hun huskede første gang hun havde læst om Spider-man, og sukkede, da hun mindedes morens lussing bagefter, med en ret betegnelse over hvordan tegneserier ville forpeste hendes sind. Ursula rejste sig op fra sin sofa, og gik hen til sit tøjskab. Hun tog sin overfrakke, og sin porte monét, og gik ud af døren, hele vejen forbi rødding hen til det første og bedste busstoppested. Her fandt hun hurtigt ud af, at det var umuligt at læse busplanen, sÃ¥ hun ventede blot, og sÃ¥ til sit held, at en blÃ¥violet bus kom kørende med fuld fart fremad. Faktisk var den lige ved at køre ind i skiltet. “Stop, stop” rÃ¥bte hun, og gyngede frem og tilbage pÃ¥ sine stiletter. Bussen accelererede fra 10 km/t til 1000, stoppede en halv centimeter fra hendes næsetip. Hun var nær besvimet, da en utroligt lille mand, i gul kedeldragt mødte hendes blik. ”Du havde nær dræbt mig” Kaglede hun i blind fortvivlelse. “Ved gud! Du havde nær slÃ¥et mig ihjel!” Manden kiggede undrende pÃ¥ hende, og rystede pÃ¥ hovedet. “Undskyld, Madame, men jeg er sikker pÃ¥ at jeg ikke havde rørt dig med denne bus, om jeg sÃ¥ havde bremset midt inde i din baghave” Sagde han, og smilede venligt. Ursula fnøs, og kaldte ham uforskammet. Det tog 5 minutter. “Hvor gÃ¥r turen egentligt hen?” Spurgte hun, da hendes toneleje var pÃ¥ den samme falske falset igen. “Overalt og ingensteder!” svarede den lille grinende mand. Og sÃ¥ kørte de ; tavse som mennesker er, der bærer en ienstemmelse i, ikke at ville snakke sammen. Ursula faldt i dyb søvn, manden tændte for sin bÃ¥ndafspiller, og trommede pÃ¥ rattet. Snart havde de krydset grænsen, og for igennem tyskland. Der var ingen biler den nat, fordi der var blevet lovet stormvejr, men sÃ¥dan et problem har man jo ikke I eventyr, som De udemærket godt ved. Da Ursula vÃ¥gnede næste dag, var det fordi at solen skinnede pÃ¥ hendes rynkede øjnlÃ¥g. Straks satte hun sig op, og sÃ¥ ud af ruden. De befandt sig pÃ¥ en lille bitte bakke, som førte ned i en kæmpe stor skrænt. Faktisk, havde hun det som om at bussen gyngede fra side til side, og hun kiggede ned. Nej. Det var ikke en bakke, de befandt sig rent faktisk pÃ¥ en sylespids bjergtinde, og gyngede mellem himmel og jord. Ursula skreg, men stivnede af skræk. Hvor var buschaufføren henne? Hvad skulle hun gøre? “Hallooooo?” rÃ¥bte hun. Intet svar. “Hvor er du?..” Buschaufføren viste sig ikke, og gulvet gyngede som et skib gør, hvis en blÃ¥hval har valgt at dyrke springgymnastik. Ursula var lige ved at græde. Hun hikstede og prustede, bad til Gud, og sad mussestille med sin store krop slynget rundt om det forreste sædes ryglæn. SÃ¥ hørte hun et RITSJ og mærkede  hvordan gulvet braste under hende. Ned, ned gik det, og hun skreg, og skreg og vendte og sprællede og drejede sig i fuldt flor, mere end nogensinde før, og hun rÃ¥bte pÃ¥ gud, fanden, himmelen, helvede, og havregrød, indtil hun fandt ud af, at hun stod helt stille i luften, og sÃ¥ ned i den dybe afgrund.
Â
**** Fortsættelse følger nok ikke.Â
Kommentarer(0)