du gør mig rasende
for jeg tror på mit liv
og jeg tror mere
så meget at ingen burde kalde mig ateist
at jeg ikke burde kalde mig selv ateist
Jeg tror på livet’

og det gør mig rasende
at nogen mener de ved mere
DE HAR kun prøvet at være i live.

Det er ikke løgn hvad jeg siger.

Mit naive hjerte
pumper rebelsk
og vil gøre det til det dør
Jeg vil pumpe min adrenalin
indtil jeg dør

For jeg tror på livet
‘og jeg vil aldrig
blive en robot

øjne som stikkontakter med strikkepinde i

ledningen til musikken
som navlestrengen på en nyfødt

Læbernes tryk
som cigarretskod mod din hud.
Langt længere ind
med hænderne højt hævet
over kopier af kopier af kopier.
Klakklakklak.

Og; Havets strøm over døde kroppe genlyder i din snart
brugte tålmodighed.

Der er noget, du vil glemme.
Jeg er kommet for at glemme det for dig.

Dørenes klapren
din kjoles satin er altid
mere levende end dit åndedræt
Slangernes greb om dine anklere
kommer altid til at være
fastere end mit skrig.

Simple fraser; Lysets flakken over røgens fangarme.

Der er noget, du ikke vil se.
Jeg er kommet for at gøre dig blind.

Kinden mod et linoliumsgulv
i sprækkerne gror orkideér
Du er rebelsk
du bliver ved med at trække vejret
Dine arme leder
indtil de glemmer målet.
Jeg er ikke et overmenneske
selvom jeg kigger ned på dig.

Papirstyndt mod; Bøn for en hedning, i en tom katedral.

Der er noget, du gerne vil høre.
Jeg er kommet for at sige det til dig.

det er kvalmen over at agere som et ondt menneske

fordi man ikke

bare ikke kan snakke sådan

selvom man gerne ville

og at nogen fortjener det

men man kan ikke føle sådan

man kan ikke lade som om

man er pludseligt en dårlig skuespiller

man er pludseligt et dårligt menneske

fordi den brændende ildkugle

slukkes brat idet sekund øjnene reflekterer i personens øjne

fortid er ikke fremtid

og bliver det aldrig

så lad mig være

du har mennesker til at hviske dit navn
når du ikke selv kan huske hvem du er
og han er ikke en af dem

Lussinger får dine kinder til at rødme
for høje toner får dig til at
blotte tænder
Han tager det som
solskinsstråler
Hænderne vrider sig som slanger der er i færd med at skifte ham
af ren frustration over det nærvær
Fødderne står ikke stille
de vil væk herfra
de vil fare over asfalten til de ser skov
han ser disse tegn som nervøsitet på at give sig hen til ham

Du har mennesker
hvis navn du hvisker
når de ikke kan huske hvem de selv er
og han er ikke en af dem

Så Hvorfor Månebarn
Hvorfor?

.. fold dine vinger ud
snør dine sko

vi skal væk herfra
en må få os væk herfra

tag tilløb
flyv
ud over skrænterne og havet

se lysene i vinduerne
mærk dine negle kradse hul i ozonlaget
mærk dine læber kysse
dødens skyer

mærk solen varme dine fødder
i mens du bliver ved med
at

stige stige stige

du banker på dødens dør
men også på livets
du bliver utålmodig og slår den ind
en masse skrigende engle
leger med ild der inde

tulipaner taber kæben
da din skygge dækker for solen
fucking narcissist.

Jeg flyver til venus og efterlader
dig

glorificeret
og død

du lægger dine hænder på mine skuldre
vend om kat
siger dine læber
vend om
kat

– jeg adlyder ikke

DER ER INGEN DER VIL SE SANDHEDEN
FOR DET GØR ONDT
OG MAN BLIVER BLIND
DER ER INGEN DER VIL SE
HVOR MANGE DER DØR
OG AT LIVET MÅSKE IKKE GIVER DEN MENING
VI PAFUMERER PÅ VORES NETHINDE
OM MORGENEN
DER ER INGEN DER VIL FORHOLDE SIG TIL
VIRKELIGHEDEN
HVORFOR SKULLE DE DET?
ER DE EN DEL AF DEN?

vend om
kat
vend om

DER ER INGEN DER TROR PÅ GUD
IKKE DEN SAMME GUD
DER ER INGEN ORD DER KAN FORLØSE
DEN FORNEMMELSE AF AFMAGT DER LIGGER I AT VÆRE ET MENNESKE AF KØD OG BLOD
OG TANKER
DER ER INGEN DER KAN LIDE
AT FÅ KRITIK I FJÆSET
SOM EN SPAND KOLDT VAND
DER ER INGEN DER VIL SMAGE
DET BLOD SOM DERES LANDS KRIGSHÆR HAR FÅET TIL AT FLYDE
DER ER INGEN DER
TØR
SÆTTE EN SAMTALE I GANG I BUSSEN
FOR DE ANDRE ER FARLIGE

DE ANDRE ER FARLIGE

du lægger dine hænder på mine skuldre
vend om kat
vend om                        du trækker mig

væk fra forsamlingen af spørgsmålstegn

rødere end neglelakkens flager der hagler ned over dit maveskind
vildere end skrigene der langsomt fortoner sig
mens hun opdager sig selv i spejlet
og kommer i konflikt med glasset
mørke mørke tanker
fra mørke mørke mænd
ud fra de højtalere
der kan spille virkeligheden på flugt
virkeligheden er altid på flugt

inkarneret af noget
et eller andet
der smager

alt for stærkt

bassen braser
igennem skillevæggene
jeg danser
du holder dig for ørerne
jeg skriger
skråler
smiler
er en del af noget som ikke er en del af mig
der er ingen facit
busser der løber løbsk uden benzin
eksplosion i grædende børneøjne
blade der falder falder falder
fra hvor de kom
og ja ja
jeg ved hvordan det er
verden er grum
fyldt med dystre ting
verden er en del af
virkeligheden
virkeligheden har aldrig været sjov
kun for tragikomikere
jeg er tragikomiker i dag
jeg er din i dag
jeg er alles i dag
sådan er dét
og trommerne
smadrer mod min krop

en stemme der runger i hans badeværelse
‘hun har altid været sådan et let barn’
og et suk
da nuet rammer ind i ansigtet
som stikkes ned i det rindende vand

et let barn

hun er et hittebarn

nittebarn

problembarn

hun er heldigvis ikke din

der er ingen bånd der binder hende

og alligevel ord der binder hende på arme og ben

der er ingen tid der disponerer

men alligevel kommer hun altid for sent

der er ingen holdning rygrad

og alligevel betaler hun sin pris

der er ingen forelskelse at spore

men hendes hjerte er ikke koldt som is

hun er ikke ung

hun er ikke gammel

hendes sind er tungt

hun har ingen holdning

kender ikke til noget

hun har ingen klare budskaber

udover at mægle som hun selv mener er rigtigt forstået

hun er heldigvis ikke dit barn

hun er heldigvis ikke din

så rastløs
vil se verden
så forkælet
verden er foran dig din kælling
så svær
problembarn
heldigvis ikke dit barn
har du nogensinde holdt et spædbarn i armene
følelsen får en til at græde
skrøbelighed
men det er jo ikke dit barn
det har det aldrig været
hun er så rastløs
ikke
hun vandrer rundt i konfuse cirkler uden at finde sin egen
ringene i vandet
bliver ved og ved og ved
og hun følger med strømmen som enhver anden
og hun er som enhver anden
men hun er ikke dit barn
hun er ikke dit barn
og det ved du jo godt

heldigvis

men i ligner hinanden

min dyne vil ikke give slip
det vil den bare ikke
og jeg kæmper og kæmper en brav kamp
vi ender på gulvet i blod og kaos
tusinde bøger er væltet
og mit vækkeur skriger som et spædbarn
jeg rækker famlende i blinde ud efter det
men den fucking gåsefjersdyne ser sit snit til at overfalde mig bagfra
og spærre mig inde så jeg næsten ikke kan trække vejret
jeg hoster og harker
får endeligt fat i vækkeuret
og slår det i gulvet så det splintres i tusinde udråbstegn
jeg rækker ud efter et mordvåben
men kan kun finde Villy Sørensens digte
som jeg nu hakker i dynen alle stærke milliarder af ord
dynen græder hjerteskærende
ordene smyger sig om lagenet, og får mig viklet ud altimens de
griner
skummelt
og jeg bliver helt bange for Villy Sørensen
mens dynen udmattet kryber på plads i sengen igen rejser jeg mig

og har helt glemt hvorfor jeg skulle op

As a thirst becomes a sickness
And desire is all you feel
A photograph that made us laugh
Now your skin has such a thickness
That you can’t tell what is real
Anymore
It’s a feeling like nostalgia
Keeps me turning back to you
And a feeling like nostalgia
For the dreams that we once knew
If you’re feeling like
What we were feeling is through
Why do I feel nostalgia?
Why do I feel nostalgia?
Like you
We were running to the future
When we fell into the past
A memory
When our lives seemed full of promise
Oh, but good things never last
It seems to me
It’s a feeling like nostalgia
Keeps me turning back to you
And a feeling like nostalgia
For the dreams that we once knew
If you’re feeling like
What we were feeling is through
Why do I feel nostalgia?
Why do I feel nostalgia?
Like you
If you’re feeling like
What we were feeling is through
Why do I feel nostalgia?
Why do I feel nostalgia?
Like you

jeg er rolig
kan lukke øjnene
mærke gulvet hæve og sænke sig
det ånder så tungt
der er musik
i din krop
der er musik i min
vi er duet
vi synger duet

der er bare ingen der kan høre det

—–
”Alle mennesker betragter virkeligheden, men kun få ser den”
(undskyld Patrick, jeg er en tyv)

“vågnede med 60.000 nazisoldaters støvlesnudetrampen
i mit hoved
solen udgjorde spotlight og scenen var min fortabte krop
jeg gik ind for at vaske mig
kiggede mig selv i spejlet
kunne ikke
gik i seng igen
ein sveij ein sveij kværnede soldaterne

for min nethinde var deres kroppe
slynget ind i hinandens
faldende velsignede i søvn

og jeg tænkte at jeg var forbandet
jeg var
fordømt”

——-
elektriske ledninger
overalt i mig
fører os videre ud
gennem oceaner af tid
gennem leverpostejslandet ud til et sted de ikke kan røre os
ikke kan nå os
og jeg lukker øjnene
jeg kan høre din stemme
mine læber der zigzagger ned af din hals
jeg lukker øjnene
og jeg kan se smerten der ligger i hvert et kærtegn
og hvilke flasker der er skyld i
det

—–

ensomhed
bragt til med pisken
tabt med pisken
ener ener en
langsom som dagen
kan hun lære at dy sig
ja det skal hun
dy sig
fra tabte vægge over land
som mister mod og tiden
og dunkende
dunkende hjerter

—

Solen skinner gennem mit vægelsind, og jeg ser pludseligt at Livet Er Smukt.

–

Baby, kom med. Knus mit hjerte for godt gammelt venskabs skyld. Sådan er dine ord i min mund. Det du holder tilbage, kan du blot kysse på mine læber, så vil de sige det for dig. Jeg er god til at sige tingene ligeud, forstår du? At jonglere med dem som fakler. Dét er jeg.

–

Der er jo indre musik
i mit ydre sprog.

–

Lige som at dine hænder om mit liv
aldrig kommer til at give mening
Og derfor er smukt

____________________________________*

I miss you
but I haven’t met you yet
so special
but it hasn’t happened yet
you are gorgeous
but I haven’t met you yet
I remember
but it hasn’t happened yet

and if you believe in dreams
or what is more important
that a dream can come true
I will meet you

I was peaking
but it hasn’t happened yet
I haven’t been given
my best souvenir
I miss you
but i haven’t met you yet
I know your habits
but wouldn’t recognize you yet

and if you believe in dreams
or what is more important
that a dream can come true
I will meet you

i’m so impatient
I can’t stand the wait
when will i get my cuddle?
who are you?

I know by now that you’ll arrive
by the time i stop waiting

I miss you

jeg ligger ned og kigger op gennem trækronerne
her er
stille
stille
men det er en værdifuld
sigende tavshed
der gennemsveder mit smil med beundring
og sværmer for mine øjne
rød
gul
orange
kliché
naturmenneske
romantiker
jeg er ligeglad

skoven er stor
smuk
flot
og man må godt være fascineret af den
selvom man har levet i femten år
og burde være vant til at se ting
med et blik
der ikke slår spørgsmålstegn
eller udråbstegn mere.

Sådan er det bare ikke.

han kravlede rundt på væggene

for vild i skyggerne der spottede månens stråler

fra tag til dør til vindue

fra menneske til kød til sjæl

smukkere end

jeg

er det nu du

går?

uden jeg forstår

hvorfor?

du tog mine tanker og vendte dem på hovedet alt imens tusinde lysår fløj forbi og i skæret fra dem grinede vi af alle de andre som også var os

/ et par læsebriller tabt på en motorvej
glassene køres over
hvem har set ud igennem de glas?
hvem kørte den bil der ruster
i vejsidekanten

er vi kun mennesker?
er vi kun dyr?
er vi atomer?
er vi ikke mére?/

Jeg får aldrig svar. Jeg bliver ved med at spørge. Min hjerne går på repeat.

(I want to make you smile.
I want to make you smile.)

Hvad vil du være?
‘Du kan vælge hvilken identitet det skal være. Det koster kun dig selv.
Men du ved jo ikke hvem du er endnu, så luk øjnene, og mærk skalpellen skære alt det overflødige fra, og sprøjte silikone ind i de læber, der aldrig kommer til at sige oprigtige ord igen.
Botoxbabe, hvad skal du ha’ for en tur? Alt du er , står for stiletter og ur. Skrumpekur. For helvede. For guds skyld. Giv mig et praj, skat. Jeg synker i identitet, og glemmer ingentingstilstedeværelsen. I morgen er jeg autonom, i dag er jeg pæn , og i overmorgen er jeg den du altid har været.

(I want to make you smile. I really want to.)
Måske vil jeg samle disse briller op.
Pudse dem. Sætte nyt glas i, glansbilledets glas. Forære dig dem. Se dit smil blomstre op som ukrudt mellem fortov og kantsten. Varme mine kolde hænder i skæret, og fortælle mig selv, at en dag får jeg også foræret et par briller, der gør mig blind, og den dag kommer så snart jeg vil det.

(Cause I want to make you smile. I really do.)

lets forget the day we can’t see
let’s forget the day you were too close to me
let’s forget the stars upon us
let’s forget it
and fall to the ground
where everything is on fire
everything is
on fire.

—

Mew er et band, der har en skrøbelig klang. Som glas, som om de knækker, som om man selv knækker midt over når man hører dem. Sukkersødt. Falsetten er høj. Jeg ved ikke. Mew er for meget på den helt rigtige måde. Mew minder mig om da jeg var helt lille bitte.

….

—

han sætter sig ned
han drikker en øl
han drikker en til
han rejser sig op
kigger på uret
han sætter sig ned
han drikker en øl
gardinerne er trukket for
døren er låst
han sætter sig ned
og han drikker en øl

tag mig ud til havet en dag
hvor du er sikker på at du kan gå uden at slingre
tag mit hår væk fra øjnene
fortæl mig at jeg ingenting er
så er du den første der taler sandt
og jeg ville smile til dig
kigge ud på havet
og jeg ville langsomt stoppe dig
lade vandet omkranse mit intet
og forsvinde

you lost your trust and you never should have
I see you soon
(coldplay)

Jeg er klar igen. Verden ligger lige her.
Helvede ligger lige der. Himmelen er lige der hvor menneskerne nu mener den er. Og jeg står her og er forvirret. Så er vi klar igen, aristoteles, platon, kaptajn løgn og latin, athene, græsk mytologi, og nietzsche, og denne gang bliver vi ved til de smider os ud.

lucide drømme på et gulv

børns små sorgløse vinger

humør skifter ham

natten har høje hæle

natten har onde øjne

afvisning -  et brev fyldt med digte

og en kort besked om hvad mennesket bag synes om læseren

tårer

og

uretfærdige ord om hvornår man bliver voksen

uretfærdige ord om hvad ord kan gøre ved mennesker der aldrig har troet på andet

gå nu væk

mord.

det er selvmord at prøve at forstå dig

-

Du er en kommodeskuffe, af maghonitræ. Du har hemmelige rum, og lugter af harpiks, og folk propper alle deres stjernenykker, smil fra fortiden, og hemmeligheder ned i din altopslugende mørke grav.
Jeg var også engang dernede, gemt sammen med en fortid som stjernekigger, og en grøn hønsestrikket sok. Jeg følte mig malplaceret, og søgte ud, bankede næverne mod din bug, råbte på hjælp men hørte blot de andre tysse på mig, altimens fødderne ramte gulv, og der lugtede mere og mere råddent udenfor.
Så døde din ejer, og du blev sendt til genbrug, uden nogen gad kigge i dig, for nøglen var væk for længst. Der var ingen der købte dig, selvom vi pleasede alle der kom forbi med vores skæbnesvangre råb. Du var ligeglad. Træt. Ligeglad med dig selv, ligeglad med os, ligeglad med at kunne få et blødt gulvtæppe og et kærligt blik igen.
Så røg vi på lossepladsen
blev sorterede
kom i bunker af tabte tanker
og brændt levende
uden en eneste gnist i vore øjne
til at reflektere
ilden.