Og det hele gryer når man ved hvem der holdes af, og når forskellige nye toner opdages. Jeg elsker musik, jeg ved hvad jeg vil.

Livet er

Det en forfatter prøver at beskrive.

Men hold kæft hvor jeg laver mange fejl, og hvor er her mørkt.

Ps.
After winter must come spring
everything is everything

Aspekter i mørket skal ikke blindstirres på, for så bliver man en af den.
Det er en tanke der vidst tilhører dig.

En anden tanke du godt må få er, at du er den bedste ven jeg har haft længe, at jeg holder umådeligt meget af dig, og at jeg håber alle dine drømme bliver til virkelighed.
Forstår du det? Jeg er glad for dig, tak fordi du eksisterer.

Kat.

“Men lille skat, du ved da godt at livet ikke er et EVENTYR? At vi mangler ilt og mod? At verden er spaltet, splittet, spundet og sanserne skærpede? . Din virkelighed er pakket ind i bobleplast, er den ikke? Prikker du luften ud af det der skulle beskytte dig mod undergrundens kollaps, et for et? Plop, siger det, hver gang dine fingres systematiske arbejde giver udslag.

En dag kommer du helt ud, og så vil du ind igen.”

—-

Det tror jeg ikke jeg vil.

giv mig et sted hvor det er tilladt at græde og grine på samme tid
og svømme rundt mellem tanker og ord
uden at tænke på konsekvenserne.

men verden er en kæmpe mulighed

og smilene har facetter og skygger

men de er oprigtige

Så for helvede!/Nu kører toget igen/vil jeg med?/I så fald, hvor vil jeg hen?/Hvor vil jeg ikke hen? / Det ved du jo godt/.
/It’s a new world/It’s a new day/I’m crying.

Huhajhast, skynd dig, rub dig, nå det, re’ dit hår, vask dig,
der dør mennesker, og de forsvinder ned i massegrave, glem det,

vent på mig, se på mig, vi falder ned i de samme grave en dag, vores knogler knuses til pulver, vores medmennesker aner gud i deres hjerter, og så er det slut,

så er det slut, vend dig om, regn dig frem, list list list, shys, man må ikke skrige her, træd ud over kanten,

kant, der er ingen kant din forbandede digter, skrub dig,

spænd dig, nyd mig,

nyd mine ordrer, kys mig, det er lidt co2, brug dig, bræk dig, fornærm mig,

forskræk dig, forstå dig, vent på mig(vil du ikke nok?), vælt mig, knæk mig, skrig mig ,

Vis du ved jeg eksisterer. Kom nu skat, drama, agressive øjne, kom så, jarrhhh, du er sexet fra siden, kom nu, vend dig om, armen lidt op, sådan ja, blitzblitzknipsknips, drik den vin, skær det brød i stykker, slå de tallerkner itu, se de mennesker lide, få de mennesker til at grine, vent på bussen, løb efter den, du er en marionet for tiden, lav dit eget konstruerede kaos, og flyv to bombefly ind i det, sig det var din egen skyld, og begå diktatur for at indføre demokrati, for at opbygge et nyt konstrueret kaos, få hovedpine, skab, destruér, skab, destruér, skal vi lege gæt og grimasser? KAN DU SE HVEM JEG LIGNER?
oh, du gætter det aldrig.
For du kigger slet ikke på mig, men ind i spejlet. Og når du er færdig med det spejl, finder du et nyt, og du håber at det er beskidt, så du ikke kan se dine egne fejl
for bare støv.

kys mig nu bare.

dit røvhul.

vi stormer mod hinanden

mens bølgerne slår ud på hver en dag

de taler med hinanden om at ;

at vælte blikkenes bægre

for at tømme resten for sol

du lagde din  hånd i hans

og tog regnen for givet

så inderligt optagede er I af alt andet end hvad

De mener er vigtigt

dine drømme skal gå i opfyldelse i nat hvor idéerne strømmer fra lungernes dyb

lucifer har lagt sine dansesko

nu vågner den klare morgen

—-

Vi stormer Mod Hinanden

for at splintres gang på gang

for at være i et

for at være tone i en gammel sang

nu vågner den klare morgen

der er dug på dine læber

der er tvivl i mine sår

mit ord hamrer gennem tvetydige vægge

dit kan ikke høres

- vi lander hvor vi altid står

JAlouxien lurer. Og hendes fingre brænder. Hun føler sig som et dårligt menneske, eller blot et menneske? Hun er en af de papirsskrøbelige mennesker, hvis vinger finder styrke til at flyve i andres ord og favntag. Kommer hun nogensinde op på rundtur i universet? Jeg ved det ikke. Hun er blot et menneske. Men mennesker er ufatteligt ens.
Hun lærer vel af de fejl hun begår, i det omfang man kan.. Cirkler hendes ensomhed også rundt i kroppen på hende som en rastløs ballet? Daler hendes tanker stille til jorden som snefnug? Råber hendes mund også :” kom, jeg kan vise dig en verden ingen kender, andre end jeg” ? Er det den samme som min?

Regnen styrter. Det samme gør hun.
Og hun græder rigtigt. Ikke dukketårer, men rigtige hulk. De får hendes kinder til at rødme.

snakkende om alt og intet
i en gade ;en flod
fyldt med strøm
bogstaverne rinder ud så snart jeg læser dem
de rinder altid ud ligesom
venskaber
og jeg savner en eller anden
som jeg godt ved hvem er
og jeg griber fat
i et tak
og vender ryggen
med tårer på kinderne

-

kære ven
jeg sagde engang til dig at jeg var et blankt papir
det har jeg sagt til alle
men det er jeg slet ikke
jeg er bare et papir
let beskrevet
og krøllet
nu skal jeg sendes afsted

.-

Peter Høegs fortællinger i “Fortællinger om natten” er noget af det smukkeste, farligste jeg nogensinde har læst.
Faktisk tror jeg aldrig jeg har oplevet noget lignende. TAK.

–

Ordene kravler ikke længere så hastigt på klippesider
og i mundvigens skarpe kanter
Men de er der endnu
de vil altid være der for dig
vid så stærkt du aldrig er alene
som jeg ved at jeg altid er det
–

sollyset forsvinder så snart vores ly forsvandt
og stormen har overtaget musikken
alt er koder
alt er tegn
vi venter på en sommerregn
der kan viske alle sårene væk
tegne virkeligheden op med fantasifostres blæk
og abortere depressioner ud
fra månens stjerneskød
og vente på et hint
et ord
der skal vokse marker, skove
ud af jord
med menneskers klirren og klakken
og cigarettangens næsebor
med børnenes gyngen og vælten om
altid mere end det der er
altid ambitiøse
så naive
voksne med nervøse sammentrækkede skuldre
ingen vinger på de flossede kadavre
ingen fingre på de pudsede glas
bare vente på en hvisken
et tegn
vente på et kys
i en sommerregn

Du er det smukkeste fyrværkeri på himmelen, du eksploderer i purpur og guld. Du har stadig din gamle elskers blæk brændt ind i dit ellers så frosne bryst. Der vokser rim ud af dine øjne. Du har taget fløjlshandskerne på, og ladet ordene være sorte bogstaver, for at lade bogstaverne være streger, så du kan dræne stregerne for betydning. Intet kan røre dig nu, ikke engang hendes evindelige kradsen på papiret. Senere på muren. Efter det på døren, gulvet , trapperne, sofaen. Hendes negle på vinduerne, spejlene, tallerknerne. Ikke engang håbet der blomstrer ud fra gyngende børns øjne, eller de lige så gyngende unge kvinders blikke, der dømmer , og fortæller at du rent faktisk har en chance. Oh, deres hænder krymper sig, deres hår kastes rundt. Heller ikke cigaretrøgens tag i dine næsebor, som en tang, eller dit hoveds søgen efter bedøvende søvn.
Og den længsel der engang skal springe din mave i stykker, er ved at fade ud - du kan ikke huske efter hvad.

Du brænder dig på pigers skød. Du snyder dig selv. Du brænder dig på cigaretterne, vodkaens smukke ravglimt, og venter i stilhed, på noget du ikke kan huske.

Jeg ved hvad du venter på. Giv nu slip. Stop dine knyttede hænder. Smil til dit spejl inden blikket du får slår dig ihjel.

Dreng, giv slip.

Og i et kort øjeblik er virkeligheden et soundtrack til min sang, og ikke omvendt

Fyrværkerismilene kører i stime, og jeg kan ikke sidde stille mere end to sekunder på en stol.. ..

Og i et kort øjeblik er det fuldstændigt trygt, du er ikke bekymret, eller bange for noget i hele verden, og du ved hvad du vil. DU ved hvad DU vil.

Kaospiloterne styrer mod jorden for at eksplodere i selvsamme sekund, og rester af faldskærmenes hykleriske kul vil falde ned i dit hår, så flammerne brænder dit lede heksekranium op, skat.

Og i et kort øjeblik er der ingen der kan røre os. Vi smelter fuldstændigt sammen med havet, og bliver en del af et par bobler.

Musikken brager igennem min krop, med sylespidse tunger, og smukke øjne drager mig til at tage endnu et skridt ud i det der kunne være vand, sand, eller skoven. Betonen er væk. Betonen er helt væk.

Og i et kort øjeblik

varer alting en evighed.

boyz don’t cry honey.

Flyvemaskiner
og cementøjne
Håret dufter af regnvejr
knuger tre digte
i hånden
Stroferne er ikke til at skelne fra hinanden
jeg er så træt
der er for mange ting jeg føler
jeg skal nå

————-

Der er grønt, vådt, koldt og trist , og jeg føler ikke at jeg har mere at skrive, eller sige. overhovedet.

I morgen er jeg glad igen.

Som altid.