falder ind i natten
med panserglas og skjold
venter på en salme
en sagte bøn med en dag så kold
i vente
en dag så kold i vente

vi bekæmper et system
men skaber ubevidst et nyt
i mørke famler vi efter ingenting
og påstår at det er meningen
der forsvinder
ud af vores hænder
og at hver gang vi betræder
en sandhed vi vores
naivitet afklæder
stump for stump af kjoleflig
og min hud føltes ikke bedre
af at være bøjet i tusinde skrig

er den bøjet i tusinde skrig
hvis hver en dag forsvinder
og tankernes vandring bliver forbi
når jeg skal destruere minder
skal jeg se frem ad og le i ly
af et rampelys
sige mine løgne til publikum
der frydes over hvert et ord de kender

for livet kan sagtens overses
hvis man bare tør
men hvad er livet
hvem er vi
hvad fanden er det vi gør?

Juleaften. Der er tusinde stjerner i hendes øjne. De er sat på med klister, der svier. hendes hæle skærer i hendes rigtige hæl. Hendes ben  løber så hurtigt som Pink Floyds trommesoloer. Run like hell, pige.

Men der er ikke mere rampelys, til at blødgøre hendes mørke øjne, og der er ikke mere brændende vrede, til at pumpe adrenalinen rundt. Der er kun et par brækkede  brudstykker af minder, og en fugl med to vinger der ikke passer sammen.

kom alle væsner
fra dybe sletters grå
vi skal alle ud
og på himmelen gå
for her har alle glemt
hvad spillet gælder om
og smilet er så nemt
men handlingen er for tom
kom alle væsener
lad os udfylde hver en piedestal
hoppe fra fordom til fordom
åbne hvert et skab
lad os brede røde løbere ud
fra mudrede altaner
rutsje ned -  lande som børn

lad jer vide
at de eneste der er små
er dem hvis øjne længes så heftigt
men alligevel ikke vil ud og på himmelen gå

kom alle væsener
fra hule og fra slette
har i lagt mærke til at kyssene er så korte at vi aldrig bliver mætte
at vi tænker så hurtigt så det går over vores forstand
at vi lader andre mennesker bestemme
hvad vi kan og ikke kan

tiden er kort men den er også nu

så tegn hvidt på sort

vid hvad vi ku’

vi ku’ gå på himmelen

vi kunne flyve i skyer

hvis blot du turde

hvis blot du tør

dette ukendte brændende blod
ligger fastklemt mellem dine hænder
velovervejet vovemod
begiver sig ud der hvor punkterne brænder
og et for et brister drømmenes vand
ned fra den store vabel
du lyver dig smuk men forbliver sand
som et brandfarligt kabel
slynger ordene
slanger dig af sted
hopper fra side til side
nåede du overhovedet at få en mening med
eller slap du i tide?

floskler farer rundt mellem djævleunger
og havet vælter mine højtalere
forsangeren skriger
griber efter en redningsvest
trommeslageren støtter sig til den sidste rest af et keyboard
vi har masser af tid til at nedbryde dem
en for en
men i virkeligheden
er der ikke noget hav
i virkeligheden
er der ingen højtalere
og forsangeren er død
han begik selvmord for lang tid siden
trommeslageren kan ikke løfte armene
flyve op i tomrummet
lande nede i selvsamme hav
det kan han ikke
men vi har masser af tid
til at nedbryde disse aspekter en for en
og smile i mens
musikken drukner
byen

fortæl mig et eventyr
der er lige så sand som en
hemmelighed
og jeg vil gemme den i mine øjne
resten af mit liv
se igennem det
tælle vejrtrækningerne på ti fingre
råbe til folk:
kan du ikke se det
kan du ikke mærke det?
og folk vil fortælle mig at de finder mig så ærlig
jeg vil le af dem
men blinke som en gal
for ikke at græde
din løgn ud af øjet
–
rystende af kulde
i en kæmpeskov
du opgav og lagde din hånd i hans
du opgav i stedet for at gide
huset var smadret
rundt om det lå plastikdåser fra 20′erne, cykler fra 80′erne, kakkelovne, fragmenter af tid spredt som sne, lag på lag, alt var ødelagt. Alt.
Du tog en sten
og smed den gennem værelset
alt rungede af sang
Og simplere end noget andet vidste vi
at det var tid til at løbe.

Home is where I want to be
Pick me up and turn me round
I feel numb - born with a weak heart
I guess I must be having fun
The less we say about it the better
Make it up as we go along
Feet on the ground
Head in the sky
It’s ok I know nothing’s wrong . . nothing

Hi yo I got plenty of time
Hi yo you got light in your eyes
And you’re standing here beside me
I love the passing of time
Never for money
Always for love
Cover up and say goodnight . . . say goodnight

Home - is where I want to be
But I guess I’m already there
I come home - she lifted up her wings
Guess that this must be the place
I can’t tell one from another
Did I find you, or you find me?
There was a time Before we were born
If someone asks, this is where I’ll be . . . where I’ll be

Hi yo We drift in and out
Hi yo sing into my mouth
Out of all those kinds of people
You got a face with a view
I’m just an animal looking for a home
Share the same space for a minute or two
And you love me till my heart stops
Love me till I’m dead
Eyes that light up, eyes look through you
Cover up the blank spots
Hit me on the head Ah ooh

alverdens turbulens
og en røv mindre
femogfyrre flygtninge
venter på at vente
og treogtredive mennesker
står på en perron for at fryse
toogtyve børn
slår hinanden for at få varmen
fireogfirs tanker
drejer jorden rundt i en jitterbug
seksoghalvfems fragmenter
stryges over hendes hår som sne
syvogtredive salmer
synges i kirken for at tvivles på
tohundredetusinde
mennesker kysser på hinanden lige nu
fireogfyrre
dyr pruster i deres bure
og et menneske
dør hvert andet sekund
og et menneske bliver født
hvert tredje

dumtikkadumtikkadum

jeg ønsker mig en sommer i julegave
du minder mig om en sang
der hedder She Came Home fore Christmas
Men det er mig efterhånden ligegyldigt
jeg skal i gang
med at lave noget der keder mig helt vildt
og det er helt vildt vigtigt
ellers dør jeg officielt
som en god elev
og det er helt vildt vigtigt
at være en god elev
ellers dør jeg officielt
som fremadgående
men lille skat
er det ikke vigtigere at gøre det man har lyst til?

(sig : jo , jo , jo, KOM NU KOM NU, Jeg ved du kan, please please please)

- NEJ.

dumtikkadumtikkadum -

Du minder mig sådan om en sang.

Du minder mig sådan om alting.

Argh.

Rokketænder. Julelys. Mennesker der ikke kan finde ud af hvilken vej de skal gå. Mænd der ikke har glemt at det er damerne først, damerne der bliver fornærmet over damerne først, børn der ikke kan finde toiletterne.
Stiletterne på en fra fjerde klasse, av av av av. Stjerneskud.
Så to i går. Flot. Ønskede hemmelige ting. Ønskede måske verdensfred og julekurve. Nobody knows.
Globalopvarmning.
Glo-bal. Vi danser alle rundt med øjne på stilke, og falder over hinandens gamle stiletter fra fjerde klasse, vi kysser hinanden til stjerneskud, og går på toilettet bagefter, som om vi er normale mennesker, vi venter på nogen, på hinanden, mens vores tænder falder ud, og vi støvsuger tiden op fra gulvtæppet. Ventetiden. Der skal helst være rent i et venteværelse. Der skal helst være et par stole og en kryds -og-tværs. Og man må ikke larme. Det keder mig.

Vi venter på dig. (Nej, sgu da ikke Messias)

og nu skal jeg i gang.

(hvornår kommer du? jeg fryser.)

“It was not me, it was the fucking destiny!”
—-
kærlighed kan formuleres på mange måder
bare ikke i banklån

gider du godt skride til langbortistan
af helvedes til
med 500 km i sekundet
og en madpakke på ryggen
kan jeg se dig sprælle forvirret i universet
og mine fingre ryster
og jeg trykker på EXIT
fra drømmenes spind
og kommer i tvivl om hvem det er der ligger sprællende ude i
universet
mig eller dig?

gider du godt flytte dig fra mine ord
hurtigere
end lyset flytter sig fra
lygtepælen
zapzapzap

–

A thousand kisses deep

jeg kan mærke
det brænder
og flakser
og søger efter
drikkevand
tårernes vandfald eller bare et eller andet stereotypisk
jeg kan mærke det
raseriet
det vil ud
og flyve
med ravnene

…………
Athene
find dit skjold frem
vi skal i krig.

menneskebarn
du har sovet for længe
der er for mange retninger at falde ned i
min stemme kan knække
den kan bøje den kan hælde den kan forsvinde
den kan bede dig om et svar
den kan bede dig om et spørgsmål
men rækker dine hænder ud efter mine
kan jeg kun trække ord ud af ærmerne
og gemme tomrummet til senere
hvor verden ruller på togskinner
et pigeansigt blandt tusinde
og et
dyr et væsen et sted
en hule at gemme sig i
en skov
et sted
nu

ord er min faldskærm
og du er
mig

TV
Det er virkelighed, og det bliver endnu mere virkeligt, da opkaldet rammer skærmen, og fylder rummet med rædsel, alle disse børneøjne, der tror de ikke må blive bange stirrer sig blinde på en meningsløs ondskab, og ingen, absolut ingen har direkte LYST til at se det. Knyttede hænder i kæder, og bange frustrationsblikke, regnvejret hjælper ikke ligefrem. Vi mærker kulden krybe op ad vores krop, og kynismen blegne vores champagnesmil. Vi skal dø en dag. Men det er vi bange for, og vi er bange for mennesker der slår ihjel. Og vi fornægter det.
–
Fuglene flyver skiftesvis rundt om skoven, og hendes fødder smerter, hun har gået langt uden egentligt at vide hvorfor, men hun kommer til et hus, der er brændt sammen. Det ser så forladt ud. Her lugter af mos og regn, og hun knuger små fliger af papir, der engang havde været ord. Der er ikke flere ord tilbage, hun afleverer papiret hvorfra det kom. Huset er råddent, og helt sort. Men indeni det står et skrin. Sådan et buet smukt formet træskrin, med tallet 1926 ridset henover. Indeni er der rødt fløjl, og en halskæde i.
Dagen er langsomt ved at vågne. En ravn skriger i udkanten. Hun tager halskæden op, den er af sølv, og stenen indeni den er helt rød. Hun smiler et stille smil, og mærker vægten fra sin krop kaste hende ned på jorden. Hendes ben kan ikke mere i dag . Hun beslutter sig for at tage et hvil, og falder straks i søvn vedsiden af skrinet.
Af en eller anden grund tager hun halskæden på, og fluerne summer rundt i de rådne træstammer vedsiden af hende. Vejret trækkes tungt.

“Det er.. Det er altså min halskæde…”
En hæs stemme rammer hendes øre. En lugt af døde dyr.
“Det er altså min, det kan De ikke, jeg beder Dem, det er min. ” Hun ser op, og kigger lige ind i et par brune øjne, og en tynd skikkelse. Hun kan ikke afgøre hvor gammel. Skikkelsen har sort hår, der sidder som en hjelm på det skrabede tynde kranium. Skikkelsens fingre rækker rystende ud efter hendes hals, og i et øjeblik har hun tænkt sig at løbe. Så tager hun halskæden af, og giver den til skikkelsen. I løbet af dagen har hendes ben fået blå plamager, og hun kan ikke rykke sig ud ad stedet. I stedet for beder hun skikkelsen om at gå.
“Hvorfor? Vi er begge en del af verden.”
“Jeg vil ikke se dig. Jeg kan ikke se på dig.”
“Se på mig.” .. Et par krogede fingre omkranser hendes ansigt, og hun kigger igen ind i et par børneøjne.
“Er du bange?”
“Gå ad helvede til. “
“Er De bange? Vil De gerne løbe? Det kan De ikke. “
“Gå.”
“Nej, du går. Jeg hjælper Dem. Men De må ikke være bange.”
“…”

Skikkelsen tager langsomt sin halskæde af, og lægger den rundt om halsen på hende, og smiler et hemmeligt smil.
Med et holder den taktfulde dunken i benet op. ..
“Nu dør jeg.”
“Nej? Dø ikke..Tak.. Tak..”
“Kan De ikke se hvad der står på skrinet?”
“Jo..Men du må ikke dø..”
“Det skal De ikke bestemme, frøken.”
Og langsomt rejser skikkelsen sig op på sine papirstynde ben, og vandrer ind i skovens dyb.

Hun sidder stadig i det rådne afbrændte hus.

Det er morgen.

nbsp;http://www.youtube.com/watch?v=-zOrV-5vh…
 http://www.youtube.com/watch?v=wwO-wo892…

fyldt til randen med floder af ord
og med tagrenderne halvt afbrækkede
ved du hvor du vil hen
fuglene flyver i ring
kan være hvor de vil
du flakker omkring
sætter baggrundsmusikken til på virkelighedens line
oh det er en dans
oh du falder ned
krav om profil
vær markant
men ti i forsamlinger
grin på de rigtige tidspunkter i takt med dåselatteren
jeg ved hvem du er
ved du hvor du vil hen
men fingrene slår på klaveret
og klaveret synger for min stemme som er væk
rummet er hvidt
scenen er
sat
og der er ingenting jeg vil andet end
at prøve at bryde tavshedens sne på dit ansigt
og skære et stort stykke væk fra dine fyldeord for at finde ud af hvem du er
og hvad du vil
og hvorfor
det er vigtigt for mig at du passer på
*

Det er et vindue, et af de tynde slags, som kulden kravler ind ad, et af dem med små vinduer, der samles til et stort, og da hun kigger ud står der et dådyr foran hende, blot et par centimeter fra hendes krop står dådyret, og hele kroppen ryster, næseboerne er opspilede, og augustsolen koger ned på dem begge. Hun gisper, det kradser i hendes fingerspidser, dådyret står helt stille, man kan høre havet, her lugter svagt af terpentin, hun har bare tæer, og gulvet knirker, de andre er nede at bade. Hvad skal hun gøre?

Dådyret ryster af frygt, så tripper den på stedet, og løber som et lyn ind i skoven igen.

Fuglene synger. Det gør ondt i hendes ankel. Det er som noget brusende vand slanger sig hele vejen igennem hendes krop, og langsomt smiler hun igen.

åh ha
“haha!
det siger du ikke
skal vi have den en gang til?
arrrrhhh ikke helt, arrrhhhhh
jeg tror ikke på dig
jeg tror aldrig på dig
desuden
er mor skuffet
men hun går meget op i hvilken farve de nye badeværelsesklinker skal være,
og at hun har fået taget de 4 kilo af via
spinning i den lokale fitness-klub.
BLIV DOG VOKSEN

ELLER
BLIV DOG ET BARN
DIT SKVAT

et barn? jeg fødte engang et barn, det skete i disse dage…DU LYVER

Nej jeg gør ej. Spørg selv helligånden.

DET ER EN SAMMENSVÆRGELSE

Nej det er ej, spørg selv dig selv.

SÅ HOLD DOG KÆFT”