TV
Det er virkelighed, og det bliver endnu mere virkeligt, da opkaldet rammer skærmen, og fylder rummet med rædsel, alle disse børneøjne, der tror de ikke må blive bange stirrer sig blinde på en meningsløs ondskab, og ingen, absolut ingen har direkte LYST til at se det. Knyttede hænder i kæder, og bange frustrationsblikke, regnvejret hjælper ikke ligefrem. Vi mærker kulden krybe op ad vores krop, og kynismen blegne vores champagnesmil. Vi skal dø en dag. Men det er vi bange for, og vi er bange for mennesker der slår ihjel. Og vi fornægter det.
–
Fuglene flyver skiftesvis rundt om skoven, og hendes fødder smerter, hun har gået langt uden egentligt at vide hvorfor, men hun kommer til et hus, der er brændt sammen. Det ser så forladt ud. Her lugter af mos og regn, og hun knuger små fliger af papir, der engang havde været ord. Der er ikke flere ord tilbage, hun afleverer papiret hvorfra det kom. Huset er råddent, og helt sort. Men indeni det står et skrin. Sådan et buet smukt formet træskrin, med tallet 1926 ridset henover. Indeni er der rødt fløjl, og en halskæde i.
Dagen er langsomt ved at vågne. En ravn skriger i udkanten. Hun tager halskæden op, den er af sølv, og stenen indeni den er helt rød. Hun smiler et stille smil, og mærker vægten fra sin krop kaste hende ned på jorden. Hendes ben kan ikke mere i dag . Hun beslutter sig for at tage et hvil, og falder straks i søvn vedsiden af skrinet.
Af en eller anden grund tager hun halskæden på, og fluerne summer rundt i de rådne træstammer vedsiden af hende. Vejret trækkes tungt.

“Det er.. Det er altsÃ¥ min halskæde…”
En hæs stemme rammer hendes øre. En lugt af døde dyr.
“Det er altsÃ¥ min, det kan De ikke, jeg beder Dem, det er min. ” Hun ser op, og kigger lige ind i et par brune øjne, og en tynd skikkelse. Hun kan ikke afgøre hvor gammel. Skikkelsen har sort hÃ¥r, der sidder som en hjelm pÃ¥ det skrabede tynde kranium. Skikkelsens fingre rækker rystende ud efter hendes hals, og i et øjeblik har hun tænkt sig at løbe. SÃ¥ tager hun halskæden af, og giver den til skikkelsen. I løbet af dagen har hendes ben fÃ¥et blÃ¥ plamager, og hun kan ikke rykke sig ud ad stedet. I stedet for beder hun skikkelsen om at gÃ¥.
“Hvorfor? Vi er begge en del af verden.”
“Jeg vil ikke se dig. Jeg kan ikke se pÃ¥ dig.”
“Se pÃ¥ mig.” .. Et par krogede fingre omkranser hendes ansigt, og hun kigger igen ind i et par børneøjne.
“Er du bange?”
“GÃ¥ ad helvede til. “
“Er De bange? Vil De gerne løbe? Det kan De ikke. “
“GÃ¥.”
“Nej, du gÃ¥r. Jeg hjælper Dem. Men De mÃ¥ ikke være bange.”
“…”

Skikkelsen tager langsomt sin halskæde af, og lægger den rundt om halsen på hende, og smiler et hemmeligt smil.
Med et holder den taktfulde dunken i benet op. ..
“Nu dør jeg.”
“Nej? Dø ikke..Tak.. Tak..”
“Kan De ikke se hvad der stÃ¥r pÃ¥ skrinet?”
“Jo..Men du mÃ¥ ikke dø..”
“Det skal De ikke bestemme, frøken.”
Og langsomt rejser skikkelsen sig op på sine papirstynde ben, og vandrer ind i skovens dyb.

Hun sidder stadig i det rådne afbrændte hus.

Det er morgen.