menneskebarn
du har sovet for længe
der er for mange retninger at falde ned i
min stemme kan knække
den kan bøje den kan hælde den kan forsvinde
den kan bede dig om et svar
den kan bede dig om et spørgsmål
men rækker dine hænder ud efter mine
kan jeg kun trække ord ud af ærmerne
og gemme tomrummet til senere
hvor verden ruller på togskinner
et pigeansigt blandt tusinde
og et
dyr et væsen et sted
en hule at gemme sig i
en skov
et sted
nu

ord er min faldskærm
og du er
mig